Indledning:

I Kolding Kommunes daginstitutioner arbejder pædagogerne databaseret og målrettet med det enkelte barns trivsel og udvikling.

Dette kræver at barnet iagttages i forskellige situationer, således at pædagogerne har grundigt kendskab til barnets relationer og kompetencer indenfor de forskellige udviklingsområder.

For at sikre kvalitet, systematik og overblik anvender institutionerne forskellige redskaber til dette.

I Kolding kommune har vi valgt at alle institutioner arbejder med kompetencehjul samt Børnelineal.

Kompetencehjulet:

Kompetencehjulet anvendes til at udarbejde:

• Kompetenceprofiler af børn.

• Handleplaner for det enkelte barn, hvis det vurderes at der er behov for en særlig indsats.

"Kompetencehjulet" er samtidig et grundlæggende redskab  til det pædagogiske arbejde generelt, arbejdet med læreplaner, dokumentation og tværfagligt samarbejde og overgange mellem dagpleje/vuggestue til børnehave samt overgang mellem børnehave og skole.
Kompetencehjulet giver mulighed for, at pædagogen kan systematisere sine iagttagelser/observationer af barnet, således at der gives et fuldt overblik over barnets kompetencer på alle læreplansområderne.
Kompetenceprofilen er ikke en test, men er et øjebliksbillede af, hvordan pædagogen tæt på barnet oplever barnets kompetencer.

Forældre skal altid oplyses om, at der udarbejdes kompetencehjul for deres barn og de har ret til at få materialet udleveret. I de fleste tilfælde foregår dette i forbindelse med forældresamtaler, hvor pædagogen gennemgår hjulet og orienterer om hvilke indsatser der iværksættes fra institutionen og giver råd om hvor forældrene kan støtte barnet i dets udvikling.

Få forældre-adgang til kompetencehjulet

https://kompetence.learnlab.dk/register

 

Børnelinealen

Børnelinealen er et værktøj, som pædagogen anvender til at få øje på børn, der i en periode er særligt udfordret.

Det er pædagogens opgave at sikre sig et overblik over, hvor på børnelinealen de enkelte børn i børnegruppen er placeret, således at der tages stilling til, hvordan der arbejdes med inklusion, samt særlige indsatser omkring de enkelte børn.

Børnelinealen søger via en række indikatorer at indkredse barnets forudsætninger og vilkår, forældrenes ressourcer som omsorgspersoner og endelig det omgivende netværks kapacitet (privat som offentlig) til at gå støttende ind.

Børnelinealen består af 5 kategorier, hvor en placering på kategorierne 2 – 3 – 4a og 4b, udløser en særlig opmærksomhed fra pædagogen i kortere eller længere tid. Forældre til børn i disse kategorier, vil altid blive inddraget i overvejelserne omkring, hvilken indsat der bør iværksættes i institutionen og i hjemmet.