Sådan tænker vi om inklusion

Inklusion Strandhuse Børnehave

 

Plads til alle

Inklusion når det giver mening.

 

Inklusion er fællesskabets pædagogik i et alment pædagogisk perspektiv.

Vi arbejder - ud fra mange tilgange - metodisk med inklusion – i erkendelse af, at de bevægelser og processer vi er en del af er lige så mangesidig, som vi er børn og voksne.

Det er vores opgave:

 

at bibringe alle børn (uanset køn alder, kunnen) optimale muligheder for at deltagelse.

  • At bringe den enkeltes færdigheder og styrkesider ind i børnefællesskabet.

  • at skabe et miljø, hvor det er legitimt at yde efter evne.

  • at få fællesskabet til at fremstå mest værdifuld, når børn og voksne giver alt det de kan.

  • at støtte op om de fællesskaber børn selv skaber, søger og finder værdi i – samtidig med at vi sikrer, at børn har adgang til de heterogene fællesskaber, der øger deres sociale kapital bedst.

Det betyder…

At det er nødvendigt med en fælles forståelse for begreber som venskaber, fællesskaber, deltagelse og læring; gøres gennem en kontinuerlig debat.

Alle børn har ret til at være en aktiv del af fællesskabet og der skal være respekt for at der er mange måder at deltage på – og for børns egne valg af fællesskaber.

At børn skal opleve sig som deltagende i fællesskabet.

At rammerne skal tilpasses de børn vi har. Så det ikke bliver barnets opgave at blive som de fleste.

At vores mange differentierede fællesskaber skal være gode for det enkelte barn.

At det er i relationerne børn og børn og barn voksen imellem ting sker og rykker og det er her vores fokus skal være.

At pædagoger er praksisudvikler og kan gribe børns initiativer – det kræver nærvær i børnelivet.

At vi med nysgerrighed og nytænkning håndterer udfordringer.

Den nødvendige specialviden anvendes sammen med almen  pædagogfaglig viden.

At de fysiske rammer arbejder med os i inklusionsarbejdet/i pædagogikken.

At vidensdeling er vigtige faktorer i forståelsen af hvordan vi løser opgaven sammen

At struktur og rammer er nødvendig. Men impulsivitet og at kunne fravige strukturen er lige så vigtig.

At inddragelse af forældre sker så alle parter får ejerskab af opgaven. Forældrepjecen giver anbefalinger.

 

For at blive helt skarp på inklusions tænkningen, er det vigtigt at have viden om det modsatte. Så derfor har vi arbejdet med hvornår og hvordan der sker eksklusion.

Det gør der…

Når vi placerer fejlen hos barnet og ikke i den sociale kontekst og ikke har fokus på relationernes betydning for barnets adfærd.

Når vi placerer børn i fastlåste billeder/stereotyper og ikke  undersøger barnets egen oplevelse af deltagelse.

Når vi ikke reflekterer over egen pædagogisk praksis – men har automatpilot løsninger.

Når vi kun bruger pædagogisk energi på det vi selv igangsætter og ikke ser de fællesskaber børn selv skaber.

Når det tværfaglige sker adskilt.

Når vi fralægger os ansvaret for at være praksisudvikler og undlader at skabe de nødvendige rammer for alles deltagelse.

Når vi kun tillægger vores egen oplevelser m. barnet værdi.

Når vi ikke er nysgerrige og undersøgende på brugbare ressourcer, forskelligheder grunde til adfærd.

Når vi ikke differentierer fællesskabet for at få fællesskabet til at løfte det enkelte barn.

Når vores anerkendelse smutter og vi ikke formår, at stille ind på børns frekvens, at spejle børnene eller at skelne sig selv fra dem.

Når de pædagogiske betingelser ikke er tilstede: Tilstedeværelse af fagkompetencer; Syn på børn, læring, trivsel og udvikling, Fælles forståelse begreber som venskaber, fællesskaber, deltagelse og læring.

Når de organisatoriske betingelser ikke er tilstede: Normeringer, strukturer, opbygning, børnetal; muligheder for at kalde på hjælp; kultur, traditioner, vidensdeling; struktur contra impulsivitet.